Hvad vil det sige at kunne rumme sine følelser?
At kunne rumme sine følelser handler for mig om, at jeg kan være med mig selv og vide, at jeg må tage mig af mig selv, når jeg bliver ramt af en ubehagelig følelse. Uanset om jeg bliver ramt af et andet menneske, en situation eller andres ord. For når vi føler os ramt, handler det udelukkende om os selv og ingen andre.
I disse dage har jeg følt mig sååå ramt.
Jeg har været på uddannelse i hjertebevidsthed, og jeg havde helt ærligt slet ikke lyst til at møde op. Bare tanken om at komme var yderst ubehagelig. De andre deltagere på holdet var nemlig i mine tanker blevet til fjender. Nogen som ikke kunne lide mig, som ikke gav mig omsorg og som bare holdt sig væk.
En del af mig var godt klar over, at jeg havde et problem.
Jeg vidste godt, at jeg bryggede historier, som holdt gang i min smerte – de selvsamme historier, der gjorde mine hjertebevidsthedsvenner til fjender. Alligevel havde jeg mere end svært ved at komme ud af både mine begrænsende fortællinger og tanker. For der midt i strømmen føltes de jo både sande og virkelige.
Før i tiden ville jeg da også prompte have handlet på mine følelser.
Jeg ville have forsøgt at løse ”problemet” ved at fokusere al min energi på det. Eller måske var jeg taget hjem igen, fordi jeg simpelthen ikke kunne rumme ubehaget. Og håbede på, at følelserne blev tilbage, hvis jeg skyndte mig at køre min vej (jo, der må godt grines :D).
Heldigvis ved jeg nu, at den eneste modne og selvkærlige beslutning var at blive – i rummet og i mig selv.
Herfra kunne jeg nemlig tage mig af den sårede del af mig selv. Dele med de andre, at jeg følte mig ramt, at jeg forsøgte at kigge indad, men også var bevidst om, at jeg fra et andet sted skubbede dem væk (de var jo mine fjender, der ville mig det ondt) – og dermed kiggede udad. Det var utroligt sårbart og føltes præcis, som da jeg var barn og ikke følte mig elsket og taget af.
I dag har jeg lært at rumme mine følelser.
Tillade mig selv at føle mig ramt, når det er det, jeg gør.
Tillade mig selv at være ked af det og græde, når det er det, jeg har brug for.
Vred.
Fornærmet.
Bange.
Kort og godt at være med de følelser, jeg nu engang mærker.
Kærligt og uden dom.
Og kurset endte da også med, at jeg fik mine skønne hjertebevidsthedsvenner igen – netop fordi jeg tog mig af mig selv på bevidst og kærlig vis og uden at gøre hverken mig selv eller dem forkerte.
Hvorfor fortæller jeg overhovedet den her historie?
Det gør jeg, fordi den er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi kan føle os ramt, lave fjender (og problemer) oppe i hovedet OG alligevel lykkes med at ændre det hele indeni og skabe ro på ny.
For når vi tager tingene hjem til os selv (hvor de jo rent faktisk hører hjemme) og møder os selv kærligt og ærligt i vores følelser og tanker, transformeres de og ”problemet” opløser sig selv.
Sløret forsvinder og vi kan se hele situationen fra et meget klarere og mere sandt sted.
Når vi bliver ramt af vores partner, veninde, børn, kollega, vil vi ofte gerne løse problemet sammen med dem.
Fordi vi tror, at det er deres opførsel eller bemærkninger, der er forkerte og sårer os. Men det er faktisk ikke rigtigt. Hvis folk siger noget til os, der sårer os, så er det altid vores eget valg at blive såret.
Det er selvfølgelig ikke noget, vi bevidst vælger, men uanset er det vores egen reaktion på det, der kommer udefra, der fremkalder vores følelser. Det betyder ikke, at det er forkert. Slet ikke. Det betyder blot, at det er vores reaktion og derfor også ubetinget vores at tage os af.
Der er nemlig ingen andre, der kan stå til ansvar for vores følelsesmæssige reaktion på det, de siger eller gør, som sårer os.
Det kræver øvelse – til gengæld er det hele rejsen værd.
For der er ikke noget mere frisættende, end når vi kan rumme og blive i os selv og møde alt, hvad vi er med kærlighed og omsorg.
Helende for os.
Helende for vores relationer.
Kærligst,
Anne Karina
PS. Har du lyst til at lære mere, er du hjertelig velkommen inde i min gratis fb-gruppe:
Bag ord og tanker – fra kritisk tankemylder til ubetinget kærlighed