Har du det nogen gange sådan? Du er til en fest, til et møde på arbejdet eller er i byen med veninderne, og du føler, du er den eneste, der er usikker? Alle de andre, ser bare så selvsikre ud? Og det gør dig endnu mere usikker…?
Hver gang du føler dig usikker, er det dit indre barn, der banker på. Dit indre barn der tager styringen i situationer, hvor det slet ikke kan magte opgaven. Det er sjældent, at et lille barn kan føle sig tryg til en voksen-fest, et arbejdsmøde eller i byen med voksne veninder (med mindre der er en meget kærlig voksen, der holder i hånd, man kan sidde på skødet hos eller…).
Og opdager du ikke, at det er dit indre barn, så føles det fuldstændig, som om du rent følelsesmæssigt er så lille – og det er forståeligt, at det får dig til at føle dig usikker.
Så hvad er det, der sker? Vi har alle et lille barn indeni os. Dette lille barn kommer frem på de mindst ventede tidspunkter og du kan IKKE styre, hvornår det dukker op.
Noget udenfor dig selv har trigget dit indre barn. Det kan være en fortrængt erindring, en duft, en situation eller nogle tanker, der får gang i det.
Og hver gang du får den følelse, er der en god grund til det og du skal tage dig af dit indre barn, som den kærligste sjæl, den kærligste forælder. En gang blev det lille barn ikke set, som det havde behov for og derfor kan det trigges og blive usikkert.
Og dit indre barn har brug for at blive elsket, omfavnet rummet med mildhed og medfølelse, så det kan føle sig velkommen og elsket. Kun på denne måde kan det få det godt, slappe af og få tiltro til at verden ikke er så farlig.
Ofte har vi en tendens til at skubbe følelsen af usikkerhed fra os, da det er en ubehagelig følelse. Men det har den samme virkning, som hvis du havde dit eget ”rigtige” barn og skubbede det fysisk og psykisk væk, når det følte sig usikker, ked af det, trist, gal eller frustreret.
Så du skal såmænd bare i gang med at elske, omfavne og rumme dit indre barn – og jeg ønsker dig rigtig god fornøjelse!
Jeg tilbyder et nyt gruppe-forløb for kvinder, der netop gerne vil blive bedre til at tage sig af sit indre barn og i samvær med andre kvinder, kan opdage og forstå, at det absolut er et almenmenneskeligt issue.
At arbejde med det sammen med andre er healende i sig selv.