Det perfekte ægteskab.

 

Drømmer du også om et ægteskab, hvor du føler dig elsket, værdsat og imødekommet af din elskede?

Hvor du altid føler, du kan være dig? Og at du er elsket for den du er?

 

Det har altid været min drøm og min længsel. Faktisk har jeg haft en dyb længsel efter nærmest at føle mig sammensmeltet med min elskede mand.

 

Jeg ville så gerne trække vejret synkront med ham. Mærke, at vi bare var et. Åh ja, jeg kan godt mærke, at det gør mig helt blød om hjertet at tænke på.

 

Desværre er det sgu ikke rigtig lykkedes det projekt. Min mand har simpelthen nægtet at hoppe med på den galej. 

 

Han er tro mod sig selv.

 

Han har alle årene insisteret på at være sin egen, at lytte til sine egne behov før mine – ja, fandme ja!! 

 

Og hold da op hvor har jeg været i smerte over det. 

 

Har ofte følt at jeg kom i 3. Eller 4. Række. Alt muligt andet kom før lille mig 🙁

 

Og ligegyldig hvor meget jeg har forsøgt at overbevise ham om, at det altså ikke var i orden, at han var egoistisk, selvisk, ignorant, ufølsom og meget andet, så har han sgu holdt fast!!

 

Det sidste skud på vores parforholds stamme, har jeg lyst til at dele med dig. Den siger så meget om både mig og min længsel og hans insisteren på at være sig selv og følge egne behov.

 

I fucking 22 år har vi spist middag ved 20.00-20.30 tiden. Og hver aften kl 18 eller der omkring er jeg irritabel, sulten, blodsukkeret er lavt og jeg er faktisk ikke særlig hyggelig at være sammen med. 

 

Man spiser da sammen ikke?

 

Men man spiser jo middag sammen…, ikke?? For hvad er der ellers tilbage…

 

  • Når man er gift
  • Når man vil holde sammen på ægteskabet
  • Når man er hjemme begge to
  • Når man jo laver så meget hver for sig i løbet ad dagen

Ja, der er mange gode grunde til at spise middag sammen.

Problemet er jo bare, at vi har så helt vidt forskellige dagsrytmer. 

Min mand elsker at spise sent, når han har overstået dagens opgaver. 

Jeg elsker at spise middag, når jeg er sulten og det er altså ved 18.00-18.30 tiden.

 

Vi har kendt hinanden i 23 år. Det første år var jeg piv-forelsket og der var jeg bare sammensmeltet og kunne ikke rigtig mærke, at jeg havde behov for at spise på andre tidspunkter, end når han ville.

 

Men efter 2-3 år begyndte jeg at mærke et behov for at spise sådan 18.00-18.30 agtigt, men behovet for at spise sammen med min mand var større, så jeg gik på kompromis.

 

Jeg gjorde det af kærlighed.

 

Troede at jeg gjorde det af kærlighed – til ham. Når han nu gerne ville spise senere end jeg, så kunne jeg da godt strække mig.

 

I år sker der så det, at min mand kommer ind fra haven ved 20.00- 20.30 tiden.Han bekendtgør, at han først vil spise ved 21.00-21.30 tiden!

 

Og jeg er ved at eksplodere – yderligere udsætning af spisetiden!!!

 

Det kan ikke være rigtigt. Hvor meget vil han byde mig og min stakkels sultne mave!!

 

Det var jo helt uhørt IKKE at spise middag sammen!

 

Parterapi – here we come.

 

Så “inviterede” jeg min mand med til parterapi. Jeg iførte mig brynje og medbragte sværd, hammer med mere (i overført betydning, hvis du skulle være i tvivl;)).

Jeg skulle i kamp! Jeg var 100 % overbevist om, at terapeuten ville støtte mig og hun ville være med i en alliance mod min mand, så han en gang for alle kunne forstå, hvor helt igennem urimelig han var!!!

 

Jeg blev dog klogere – MEGET klogere.

 

Med hjælp fra vores par-terapeut gik det op for mig, at jeg i årevis troede, at jeg viste min mand kærlighed ved at spise på det tidspunkt, der passede ham. 

 

Han har højt og tydeligt udtrykt, at det er hyggeligt at spise sammen, men det er ok med ham, hvis jeg spiser, når det passer mig.

 

Når han har sagt det, har jeg krympet mig. Jeg har følt mig uelsket, afvist og jeg kunne næsten ikke rumme det.  

 

Det gik op for mig, at jeg helt ubevidst har ofret mig for at vise min mand kærlighed.

 

Og han har aldrig følt, at det var kærlighed. Han synes da, det er hyggeligt at spise sammen, hvis jeg ellers er hyggelig. Og det er jeg jo ikke, hvis min mave har knurret i 2 timer og blodsukkeret er under 0 og jeg er mega irriteret!!

 

Den kærlighed jeg havde givet ved at ofre mig for at være sammensmeltet med min mand blev ikke modtaget som kærlighed og det gjorde sååå ondt.

 

Hvordan skal jeg så vise ham min kærlighed?? 

 

Og hvordan skal jeg behandle mig selv kærligt? 

 

Jeg troede vitterligt at hvis vi ikke spiste sammen, når vi var hjemme begge to, så var kærligheden slut!

 

Jeg ofrede mig – forgæves!

 

Da det gik op for mig, at jeg igennem årene havde ofret mig selv på kærlighedens alter og min mand ikke engang kunne mærke eller anerkendte det offer, blev jeg så ramt.

 

Jeg blev så ked af det og græd helt nede fra dybt i min mave.

 

Derefter kunne jeg give slip og jeg mærkede noget helt andet spire frem fra dybet <3

 

Den største kærlighedserklæring er at elske min mand for den han er og for det han har brug for.

 

Og den største kærlighedserklæring til mig selv er at spise, når jeg er sulten og spise det jeg har lyst til uden at tænke på, hvad han har lyst til og hvornår han vil spise. 

 

Hvordan er det så nu?

 

I dag spiser jeg nogle gang for mig selv. Ofte opholder vi os i samme rum. Han går måske i haven og planter, bygger, maler og jeg sætter mig så på terrassen og spiser. Så kan vi snakke imens.

 

Når han så spiser senere, så sætter jeg mig og drikker en kop te eller et glas vin og snakker med ham. Eller vi ser en film sammen. Han elsker nemlig at spise foran TV`et. Det gør jeg ikke.

 

Andre dage går vi ud og spiser sammen. Vi spiser så ved 19.30-20.00 tiden og det er lidt senere end hvad min mave synes er fedt. De dage spiser jeg lidt senere frokost.

 

Andre dage spiser vi sammen derhjemme. Det er et bevidst valg og ud fra en lyst og ikke en ofring. Vi spiser ved spisebordet og det er mad, vi begge kan lide. Her går vi nok begge lidt på kompromis. Jeg spiser lidt senere end hvad jeg har lyst til og jeg laver mad, som også han kan lide. Han spiser lidt tidligere end han har lyst til og det er ved spisebordet og ikke foran TVèt.

 

Så denne rejse igennem en længsel, en smerte, en ofring, given slip og nye værktøjer har været den største udviklingsrejse i mit ægteskab i meget lang tid.

 

Jeg mærker en stor kærlighed til mig selv og min mand – to ligeværdige partnere, der ikke behøver at ofre sig for at være i et ægteskab <<<<<<3

 

Hvor ofrer du dig i dit ægteskab/venskab?