Jeg er ude at rejse med mine to voksne børn og min ex-mand. Han og jeg har formået at få et venskab. Det er jeg meget taknemmelig for. På sådan en ferie er vi meget sammen. Fra morgen til aften. Vi spiser sammen. Soler sammen. Går tur sammen. Har været på madlavningskursus sammen. Og jeg har registreret, at jeg bare formår at nyyyyyyde det
Selvfølgelig er der mange følelser af. Irritation. Utålmodighed. Sågar vredesudbrud
Og ved du hvad? Jeg formår det meste af tiden at bevare roen, kontakten til mig selv. Også selvom min datter har skældt mig ud. Jeg fik sagt fra stille og roligt. Tidligere ville jeg være blevet ked af det, vred. Følte mig som en dårlig forælder, følte mig umulig. Fordi jeg ikke havde formået at have en datter, der bare er glad og i balance hele tiden
Kan godt høre/se, at det vist er et umuligt krav at stille til mig selv. Men det var sådan jeg havde det. Hvis ikke mine børn var glade og i balance. Så var det min skyld!
Ingen mennesker kan jo være glade og i balance hele tiden. Vi er jo mennesker. Ikke Budhaèr der sidder på en bjergtop hele dagen. Men jo mere jeg tager mig af mig selv. Mærker mine behov. Sørger for at dække dem. Jo mere i balance mærker jeg, jeg er jo mere smitter det af på de andre!
Nå, fik bare lyst til at dele min glæde over, hvor let det føles for mig nu. Og hvor meget hurtigere balancen bliver genoprettet hos alle
Når bare en af os formår at være i Vatter 😉
En glad og kærlig hilsen fra Thailand 💝
Anne Karina