Jeg vil gerne dele en af de temaer, vi kom ind på.
En kvinde fortalte, hvordan hun blev stresset over sin mands behov for at kontrollere detaljer. Han havde eksempelvis en dag taget tid på, hvor længe hun var i bad – 18 minutter. Han gjorde det, fordi han var stresset, men det stressede hende endnu mere. På den måde smittede de hinanden med deres urolige nervesystem.
Som verden ser ud i dag, bliver vi konstant påvirket af uro, flossede nervesystemer, stress og angst. Men du kan tage ansvar for dine egne nerver og være bevidst om, hvad du tillader at påvirke dig.
Hvordan gør du så det?
Jeg vil foreslå dig et lille eksperiment de næste syv dage:
🔹 Luk ned for alle nyheder.
🔹 Giv dig selv en pause fra mobilen – måske bare 1-2 timer dagligt.
🔹 Gå en tur i dagslys og nyd vejret, fuglene og forårets lys.
🔹 Læg mærke til, hvor ofte du bliver påvirket af, hvad andre siger eller gør – eller ikke siger og ikke gør.
Tænk bare på eksemplet med parret:
Hvis manden ikke allerede var stresset, ville han måske bare spørge, om hun havde nydt sit bad. Hvis hun ikke var stresset, ville hun måske grine og sige: ”Hold da op, det var et langt bad – men jeg nød det i fulde drag!”
Det er så vigtigt, at vi bliver hjemme i os selv.
Er du stresset? Har du uro eller tankemylder?
Når vi ikke er i balance og ikke er til stede i nuet, ryger vi i overlevelsesmode. Vi bruger vores “antenner” til at navigere i stedet for at være forankret i os selv. Det skaber kun mere stress, uro og tankemylder.
Jeg blev selv mindet om det i formiddag, da jeg var til healing og meditation. En deltager sad uroligt og rodede med blyanter, og mit nervesystem reagerede med irritation. Hvis ikke jeg havde været opmærksom, kunne jeg have bygget videre på den følelse og givet “hende den larmende” skylden for mit urolige nervesystem.
Heldigvis opdagede jeg hurtigt min reaktion. Jeg slap irritationen og blev i stedet blød og nærværende over for mig selv og mit eget nervesystem. Straks mærkede jeg ro og glæde. 💞 What’s not to like?
Men det er ikke kommet af sig selv.
Jeg voksede op med forældre, der begge havde flossede nervesystemer. Min far var ekstremt ydrestyret og søgte konstant anerkendelse. Han levede i kamp-mode. Min mor havde udiagnosticeret posttraumatisk stress og var fanget i frys eller flugt. Som barn gav det mig masser af overarbejde.
Som ung voksen besluttede jeg, at jeg ikke ville leve resten af mit liv på de præmisser, mine forældre havde givet mig. Jeg tog sagen i egen hånd og lærte at berolige mit eget nervesystem. I dag lever jeg et vidunderligt liv – jeg overlever ikke bare, jeg lever.
Selvfølgelig kan jeg stadig blive ramt. Men forskellen er, at jeg opdager det hurtigt og kan:
✔️ Trække antennerne hjem.
✔️ Ikke tage mine tanker for alvorligt.
✔️ Berolige mig selv.
I mange år følte jeg mig uærlig, når jeg sad med klienter. Jeg tænkte: ”Hvem tror du, du er, når du selv har det af h… til?” Men sådan er det heldigvis ikke længere.
Overordnet set lever jeg i dyb taknemmelighed. Glasset er halvfyldt. Græsset er grønnere på min side. 😉 Jeg ser de mennesker, jeg har i mit liv, og jeg er taknemmelig.
Tak fordi du læste med.
💛 Hjertekram,
Anne Karina