Måske er du en af de – ofte kvinder – der er utilfreds i dit parforhold. Du synes ikke din partner er nok nærværende, opmærksom og tilstede.
Du er måske også en af dem, der synes, du har italesat din utilfredshed uendeligt mange gange. Og lige meget hjælper det. Din partner mener, at I sagtens kan klare udfordringerne selv. Måske synes han/hun ligefrem, at det er en falliterklæring at skulle bede om hjælp.
Mange par kommer i parterapi i allersidste øjeblik netop på grund af ovenstående.
Den ene har været utilfreds i årevis. Han/hun har beklaget sig, har inviteret til samtaler, der er gået i hårdknude og for hver gang, bliver kløften lidt dybere imellem jer.
Og til sidst sidder I hos en parterapeut som mig. Og den ene af jer sidder ofte og har lukket helt af for følelserne. Den anden (som ikke har villet hente hjælp tidligere) er meget ivrig efter at redde parforholdet og vil gøre hvad som helst for at redde det.
Kan du genkende ovenstående? Så læs lige videre her:
Når vi har udfordringer i et parforhold, handler det i lige så høj grad om dig selv og dine egne mønstre. Og det er faktisk muligt at forbedre parforholds-relationen i egen-terapi.
EKSEMPLER PÅ UDFORDRINGER:
- Min mand hjælper ikke nok til. Jeg er træt af at være hans mor….
- Der er aldrig ryddet pænt op, når jeg kommer hjem fra arbejde….
- Vi er aldrig enige om, hvor vi skal rejse hen……
- Min mand hører simpelthen ikke på, hvad jeg siger….
- Min kone behandler mig som et barn…
- Min kæreste gør mig tit jaloux
- Hvordan skal jeg nogensinde stole på min kæreste igen….
- Han/hun sætter ikke nok grænser overfor ”eks”en…
- Jeg kan simpelthen ikke rumme min partners børn…
Der er garanteret andre områder, der udfordrer dig, som også kan arbejdes med i individuel terapi. Min pointe er at det faktisk er muligt at gøre dig så fri i dit parforhold, så du kan arbejde med parforholdet – også selvom din partner ikke er klar, tør eller er interesseret.
HVAD KAN JEG SÅ FÅ UD AF DET?
- Er jeg opdraget til at yde, før jeg må nyde? Og bliver jeg provokeret over, at min partner kan finde ud af det? Og hvordan kan vi måske mødes på halvvejen på en voksen/kreativ/hensigtsmæssig måde, som giver plads til os begge?
- Hvor symbiotisk er jeg i mit parforhold? Har jeg brug for at vi laver ”alt” sammen? Hvordan kan jeg blive bedre til at ”komme hjem” og mærke, hvad jeg kunne tænke mig uafhængigt af min partner?
- Hvordan kommunikerer jeg egentlig med min mand/kone? Forventer jeg, at der bliver lyttet, så snart jeg har noget på hjertet? Inviterer jeg til en samtale eller kræver jeg en samtale? Hvordan kan jeg blive bedre til at rumme mine egne følelser, så jeg ikke er nødsaget til at lette/hælde det hele ud over min partner, når du er ”fyldt op” og ind partner faktisk ikke er klar til at lytte?
- Hvordan agerer jeg i mit parforhold? Er jeg den voksne eller kommer mit indre* barn på hårdt arbejde? Og formår jeg at tage ansvar som en voksen i stedet for at blive sur/trodsig, som et barn? Og hvordan ændrer jeg på det?
- Hvad er det, der sker i mig, når jeg mærker jalousien? Og hvordan kan jeg tage mig af mig selv, når følelserne raser? Og hvordan får jeg kontakt med min partner, så jeg ikke støder ham/hende fra mig, men oplever en tættere kontakt?
- Hvad er min reelle rolle i mit nye parforhold med måske både dine, mine og vores børn? En almindelig kernefamilie har masser af udfordringer, så en sammenbragt familie med mange omsorgspersoner i børnenes liv, er endnu mere udfordrende. Hvordan finder jeg mine voksne ben i det, så jeg kan agere som en voksen og ansvarlig person i stedet for ud fra barnets følelser, der ofte er præget af frygt, afmagt og frustration.
*Det indre barn. Vores ukontrollerbare følelser kommer fra det indre barn. Det indre barn er de overlevelsesstrategier vi udviklede som barn, da vi ikke blev set, hørt og rummet præcis, som vi var og havde brug for.
Disse overlevelsesstrategier tager over i situationer, hvor vi føler os truede. Som barn afhang vores overlevelse af den primære omsorgsperson. Og det vidste vi. Så hvis ikke den primære omsorgsperson rummede os, som vi var og gav os den omsorg vi havde brug for, når vi havde brug for den, følte vi os truet på livet. Og i disse situationer udviklede vi overlevelsesstrategier.Disse strategier var hensigtsmæssige engang. Men de er uhensigtsmæssige i en familie og i nære relationer. Med mindre der kommer en løbende efter dig med en kniv.
BEHØVER JEG SÅ SLET IKKE AT GÅ I PARTERAPI?
Jo, det kan da godt være. Men det kan være hensigtsmæssigt at få ryddet op i egen have inden du beskæftiger dig med din partners have eller jeres fælles have. Og det bliver meget nemmere for dig at sætte ord på dine udfordringer i jeres parforhold, fra et voksent og ansvarligt sted, hvis du har luget ud i egen have først.
Og det er alt andet lige lettere at samtale med en, der ikke vælter ud med sine frustrationer på en ofte anklagende og uhensigtsmæssig måde.
Har du hevet projektionerne hjem, fået set på, hvad der er dit ansvar og påtager dig din del af ansvaret, vil du som regel også have en partner, der faktisk gerne vil lytte til, hvad du har at sige.
I er to voksne mennesker i en relation, og hvis bare en af jer lader det indre barn styre, så fremprovokerer det som regel også – den andens indre barn. Og pludselig skal to ”indre børn” kunne løse voksne udfordringer. Det er dømt til at mislykkes. Og på samme måde, hvis du bliver mere opmærksom på, hvornår du faktisk er i stand til at samtale fra det voksne sted, vil der være meget mindre sandsynlighed for at du vil fremprovokere din partners indre barn.
INDIVIDUEL TERAPI/ PARTERAPI.
Ofte bliver et forløb på den måde, at den ene starter i individuel terapi, fordi partneren ikke er klar til hjælp. Efterfølgende kommer parret så i parterapi, så det bliver et mere ligeværdigt og fælles forløb og udgangspunkt.
RING ELLER SKRIV.
Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, er du velkommen til at ringe eller skrive til mig. Det er ganske gratis og måske lige netop den støtte, du har brug for.
Mit navn er Anne Karina Busch og jeg er udfører Parterapi i København